Enningsdalselva bilde

Enningdalselvens historie

 
 
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Enningdalselva/Berbyelva i historisk perspektiv
Utdrag fra Boken "Id Herred" av Hans Bakke - utgitt år 1915
 
Første del av historiebeskrivning er hentet fra AJFF (http://www.ajffhalden.no/historisk).
 
"Det største laksefiske var ved Berby. Der søkte laksen op i elven, og laksefisket blev i sin tid regnet som en av Berbys største herligheter.

I 1840-aarene heter det at laksefisket var i avtagende, men endnu fiskedes der godt. Den samme klage over at det blir mindre laks gjentar sig ogsaa i anden halvdel av aarhundredet, og i 1880-aarene var det sterkt paa tale at oprette en lakse-utklækningsanstalt paa Berby.

Men har laksemængden tat av, saa er til gjengjæld prisen steget, saa endnu paa denn tid var indtægten av fisket ikke synderlig forringet. Med stenindustrien og denns kai-anlæg langs Idefjorden er dog laksefisket i det store og hele ophørt at være av større betydning for bygden.

Paa Wiels tid var laksefisket paa Berby meget vigtig. Det fortælles at husmændene paa gaarden betinget sig at de ikke skulde få laks mer end 3 ganger om uken. I elven fisket man ogsaa den gang perler. Nu er det forbudt at drive perlefiske der.

Fra 1830 av og utover var der et ganske rikt sildefiske i Idefjorden. Aar efter aar søkte silden ind i fjorden, og gaardene ved sjøen indrettet sig paa et stadig sildefiske. Men herligheten varte ikke længe. Allerede i 1845 heter det" at det lovende silde- fiske i Idefjorden blev en skuffelse", og siden har silden ikke søkt op i fjorden i nogen større mængde."

"Av meget større betydning end jagten var fisket. Det var ikke saa litet fisk i ferskvandene og elvene, og i Idefjorden fanget man laks, ørret og sild. Gjedden fanget man i ældre tider paa følgende maate' "Saasnart Kulden har lagt saa stærk is paa de ferske Vande (hvorpaa dog ingen Snee maa være falden), at den uden Fare kan gaaes, behøver man kun at tage et Fakkel i den eene, og en Øxe i den anden Haand, spaserende paa isen over de Grunde nær Sundet, hvor Vandet kun er en Fod eller noget mere dybt; Gjedden, eller anden Fisk, staaer da ved Skinnet af Faklen ganske stille, muelig for at betragte et for den saa ganske usædvanligt Syn; med Øxe-Hammeren gives da et stærkt Slag paa isen lig'eover Fiskens Hoved, hvorved den for nogle Øjeblikke ved Vandets hastige Sammenpræsning betages næsten al Bevægelse. I største Hast maa man da, forinden Fisken kommer til Samling igjen, hugge Hul paa lisen og optage den".

Det vigtigste fiske var laksefisket. Laksen blev fanget i ruser eller garn, og flere gaarder langs Idefjorden hadde en stor herlighet laksefisket. Avsætningsforholdene var jo noget besværlig. Naar rusen var trukket om morgenen, maatte man ro til byen med den og hadde ofte et svare stræv med at faa solgt den. I 1830-aarene var prisen 60 skilling pr. bismerpund."

"ENNINGDALSELVEN eller Berby-elven er bygdens største og betydeligste vasdrag, og er ogsaa et av de betydeligste vasdrag i hele amtet. Den har sit utløp i Ulevandet som ligger paa riksgrænsen i s. for røs nr. ,5 i Aremark. Ulevandet er 2 km. langt. Siden danner elven riksgrænsen mot Sverige i en strækning av 6 km., indtil den falder ut i Søndre Boksjø (6 km. lang grænse mot Sverige). I sit videre løp danner elven paa en strækning av 3,5 km. atter riksgrænse og falder saa ut i Kornsjøene, som i en længde av 8 km. danner grænsen. Her gaar elven ind i Sverige. Hittil har den gaat i sydlig retning; men søndenfor grænsen gjør den en bøining mot vest, indtil den falder ut i den lange indsjø Bullaren som gaar i s-n. Ved Vasbøn toldsted ved nordenden av Bullaren kommer den igjen ind paa norsk omraade. I Enningdalen gaar den gjennem 2 indsjøer, Kirkevandet og Røsvandet (37 m. o. h.). Den gaar inn.i vestlig retning til den litt nedenfor Berby falder ut i bunden av Idefjorden. Løpet er paa norsk side fra Vasbøn til Berby 12 km. Paa denne strækning danner den 2 fossefald, ved Solløsen og ved Mjølnerød. Vandføringen ved Solløsen er ganske betydelig, og i 1913 har der været planer oppe om at utbygge fossen, men disse planer er endnu ikke realisert.

Vasdraget er ialt 71 km. langt (37 km. i Norge og 34 km. i Sverige) og danner avlapet for alle de myrer og indsjøer som findes i den høiestliggende del av Id herred (Enningdalens Bergsti). Hovedelven har sit tilløp fra selve plataaet og de tilgrænsende distrikter i Sverige.

Nærmest elven er breddene opdyrket og saa lave at de tildels staar under vand i flomtiden; men et stykke fra elven stiger vandet paa begge sider aap til skogklædde aaser, som er hoiere paa den vestre end den ostre side av elven.

Elven har stenbund, men kan som regel ikke vades, undtagen efter sterk torke, og selv da- bare paa enkelte steder. Mellem Golden og Sagbakken kan den passeres av fotgjængere ved hjælp av klopper og en stor sten som ligger midt i elven.

Før i tiden hadde elven meget stor betydning for trælasthandelen, og kunde i saa maate næsten maale sig med Tistedalselven. Efterat skogene rundt vasdraget er blit sterkt uthugget, er dens betydning som fløterelv tat av, men endnu fløtes derendel tømmer i den.

Elven har i sin tid drevet adskillige sag- og møllebruk, men venter, som nævnt, endnu paa at bli tat i elektricitetens tjeneste.

Fra gammel tid av er der drevet et betydelig laksefiske i elven. Endnu er laksefisket ved Berby det storste i bygden. I middelalderen var ogsaa aalefisket i Enningdalselven vigtig, ja saa betydelig at bispen i Oslo sørget for at faa det ind under bispestolen som en betydelig herlighet.

Enningdalselven optar mange tilløp. De vigtigste er: a) Eigaaen (Elja) kommer fra Gjeddelundsmyren i øst for ørsjøen og gaar gjennem Gjeddelundstjern, Elgvand, Lysevand og nordre og søndre Elgevand. Ved Sandhaugen optar den avløpet fra Sandvandene, Tittartjern og Langvand fra vest. Straks nedenfor optar den Brandtjernbækken (5 km. lang) som fra Brandt jern av danner riksgrænsen med Sverige. Siden danner Elgaaen riksgrænsen indtil den falder ut i Enningdalselven ved Kitterød Kort før sit utløp danner den Elgefossen. Elgaaen er 18 km lang. Bredderne er som regel sumpige, men elven kan vades i sin øvre del l).

b) Ørelven eller Prestebakkeelven (Aura) er det betydeligste tilløp Enningdalselven optar i Norge. Den utspringer under Kulef}eld n. for ørsjøen, og løper i en strækning av 2 km. i sydøstlig retning til den falder i ørsjøen mellem Torgalsbøen o~ Nordbakke. Ved Prestebakke rider elven igjen ut av ørsjøen (8 km. lang), og danner paa sit 4 km. lange løp ned til Berby mange fosser, da faldhøiden fra Prestebakke er ganske betydelig, Den forener sig med Enningdalselven ved Ørbakke straks førend Enningdalselven falder ut i Idefjorden. Ved elvens utløp av ørsjøen er der ved en dæmning sørget for regelmæssig vandføring aaret rundt til de mange mindre bruk som elven driver.

Elven har i regelen ikke høie bredder, men kan vanskelig vades, undtagen dammen ved ørsjøen er stængt. Men da kan den vades de fleste steder. Eieren av Berby betaler fra gammel tid en aarlig avgift til alle de gaarder, som ligger ind til ørsjøen,

Elven het i middelalderen Aura. Et sted kaldes den ogsaa Auraraa R.B. 303, 327. Navnet er opstaat av navnet paa sjøen som i gamle dage het Aurr; elvenavnet er bevaret i Ørbakke (vid

Auræbakka D.N. V 228, 1344, vid Aurabakka D.N. Il 387. 1387),

Ør-elven eller Aura faar tilløp av Bøensbækken, som i almindelighet kaldes Endebæklen. Den er 4 km. lang, kommer fra Endevandet og falder ut i Ørelven ved Ende. Endevandet har tilløp fra de store moser mellem Mosekasa og Doktorsætre og gaar rundt Vagelaasen forbi Langbraaten og" Vagelen. Et andet tilsig mottar den fra Svenningsbøensbækken.

2. Folkaaen eller Buerelven kommer fra Gullundmosen gaar gjennem Folkevandet, Lundenemosen og Buerdalen og falder i Idefjorden ved Folkaa. Indtil Folkesæt har den som regel sumpige bredder, men mellem Folkesæt og Idefjorden kan den vades. Den danner flere smaa fossefald som i gamle dage har drevet dels sagbruk (ved Sagholen), dels møller (ved Folkesæt).

Det største fald er fra Folkaa bro og til sjøen, hvor faldhøiden er ca. 80 meter. Ved Folkaa fiskes der endel laks. I gamle dage var laksefisket her meget betydelig.

Elven er 10,5 km. lang, regnet fra Folkevandet. Den har tilløp fra flere tjern og myrer, Vigtigst er kanske Tolibækken. I gamle dage het den Folka, og baade Folkevandet, Folkesæt og p1adsen Folkaa er opkaldt efter den."

Litt historie fra boken "Frederikshalds og Frederiksstens historie indtil 1720" AF C. O. MUNTHE - Kaptein i Generalstaben - utgitt 1906:

Os (les Halden) var forøvrigt ikke den eneste Havne- og Lasteplads for Trælast i Idde og Marker Len. Fra Sponviken til Folkeaaen og Ørbakke, inderst inde i Iddefjorden, havde Trælastskuderne fra den første Tid mange Ankerpladse, hvor de kjøbte rund eller skaaren Last, saavel Eketømmer, Gran- og Furu-Master, Spirer eller Bjelker som danske og hollandske Deler og Bord. Den skaarne Last var jo vistnok nærmest at søge ved Elvemundingerne, specielt ved Tistedalselvens, Folkeaaens og Enningedalselvens Udløb; men rund Last var ogsaa andetsteds at faa. Efterat GERLOF NETTELHORST havde tiltraadt Lenet og bleven Eier til Os Gaard, forbød han Bønderne ved Bunden ar Fjorden at handle med „de danske Skuder og Kreier med andre", som førte Øl, Brød og anden „Fetallie" herind og tiltuskede sig Tømmer og Deler istedet. Denne Handel blev -- formentlig efter de gamle Bestemmelser om Lensmandens Forkjøbsret --- forbeholdt Sagmøllerne under Berby, hvoraf ihvertfald en „laa til Lenet" i.

Han hindrede desuden Bøndernes frie Flødning i Enningedalselven ved at „lægge Bommer" i Elven adskillige Steder og negtede at slippe deres Tømmer igjennem uden Afgift, medens han selv lod fløde, naar han lystede og derved skadede Fiskeriet i Elven. Tidligere havde Regelen været, at Elven for Fiskeriets Skyld skulde være fri og ren for Tømmer fra Korsmesse om Vaaren (3. Mai) til Korsmesse om Høsten (14. September). Dette klagede da Enningedalsbønderne over ved Herredagene i Oslo 1616, og endel „gode Mænd" fik Befaling at undersøge Sagen, men Bønderne fik kun delvis Ret. NETTELHORST blev i 1617 paalagt at fjerne de paaklagede Bomme i Elven og fik tillige en skarp Tilrettevisning, forat han selv og hans Folk, ham uafvidende, havde „taget nogle Foræringer" af Bønderne, hvis Tømmer blev sluppet frem gjennem Bommene. Derimod sees ikke, at der er taget Hensyn til Bøndernes Klage over at være negtet sin frie Handel med Trælastfartøierne ved Fjordbunden. Denne Side af Sagen faar ikke engang de „gode Mænd" Ordre til at undersøge.

Svenskerne forlangte, at Enningedalen Sogn skulde følge Bohus Læn og saaledes blive svensk, da det havde hørt under Nafverstad Pastorat, medens Nordmændene eller rettere Statholderen, Hr. Niels Trolle, holdt sig til den verdslige Inddeling, hvorefter Idde og Marker Len og dermed ogsaa Enningedalen fra gammel Tid hørte under Akershus Hovedlen. I Overensstemmelse hermed havde Akershus Len Ret til alle Elveudløb af Sverige i Svinesund og Iddefjord „til Fordel for Halden og Akershus Lens Indvaanere", hvad Tømmerhandel fra Grænserne af Vermeland og Dal angik. Svenskerne modsatte sig imidlertid, at ogsaa Enningedalselven og derved Udskibning af Trælast fra Bullaren forblev i norske Hænder. Herom var man ikke bleven enig, da Fiendtlighederne atter brød ud, og der tør vel gaaes ud fra, at den nye Krig ikke alene bragte os Trondhjems Len tilbage, men ogsaa sikrede os en fordelagtigere Sydgrænse, end vi vilde have erholdt paa Grundlag af Roskildefreden. Nu blev Grænserne endelig efter Opgang og Dele fastsatte den 26. Oktober saaledes, at Enningedalen forblev norsk. Den 30. Oktober gled Jagten med Grænsekommissærerne ind paa Haldens Havn. Den afgav Salut med 3 Skud, der blev svaret fra Frederikssten med 1 Stykke paa 1 tt;. Dette var, hvad der tilkom Kommissærerne efter deres Rang og Stilling; skulde Saluten staaet i Forhold til Betydningen for Halden af de vundne Resultater, var den sikkerlig bleven adskillig kraftigere. Disse Resultater, der for en væsentlig Del kan indregistreres blandt de Fortjenester, Halden ved sit trapre Forsvar selv havde indlagt sig, var for Byens Handel og Næring i Fred og for dens Sikkerhed i Krig af stor Vigtighed. Ikke alene var Berby- eller Enningedalselven og saaledes Udløbet at Bullarensjøerne forblevet norsk, hvilket dengang ikke var af ringe økokomisk Betydning; men ulige meget vigtigere var det dog, at Svenskerne herved holdtes borte fra Byens umiddelbare Nærhed, og at Passene her forblev i norsk Besiddelse, saa det endnu blev vanskeligt at bemægtige sig Halden ved et coup de main.

Spørgsmaalet var da heller ikke fra svensk Side tillagt liden Betydning. Et Brev fra PEDER BAGGE til Statholderen, dateret Berby 17. September 1662, meddeler saaledes, at en svensk Oberst ASCHENBERG med en Ingeniør og anden Suite har været paa Berby, har beseet og ladet „afridse" hele Omegnen og ladet sig forlyde med, at Sverige ønskede at tilbytte sig Enningedalen mod de to i 1644 af Svenskerne annekterede, men endnu ikke til Sverige formelt afstaaede Sogne Idre og Særna øverst i Dalarne. BAGGE ansaa naturligvis et saadant Mageskifte utilraadeligt og høist skadeligt for Haldens Sikkerhed og Næring, ligesom han erklærer „for Kongens og Fædrelandets Skyld" at have afslaaet at sælge sin Gaard Berby til ASCHENBERG, da denne fremsatte Ønske om at tilforhandle sig Gaarden. Statholderen har formentlig indberettet Sagen til Kjøbenhavn, thi Oversekretær ERIK Kaa,G skriver til Statholderen den 25. Oktober s. A. om „det Mageskifte, som de Svenske lader sig forlyde med, hvilket jeg haaber dog ikke at angaa". Sagen var da refereret for Kongen (Statholderarkivet). Endskjønt utvilsomt Enningedalen var mere attraaværdig for Sverige end de afsidesliggende Sogne Idre og Særna, er der neppe ad diplomatisk Vei gjort Forsøg paa at istandbringe noget Mageskifte i den Anledning.

Fra boken: I livets tjeneste : jordmor-Annes fargerike liv. (utgitt 1993) ..utklipp fra året 1921.

 
 

 

 

 

 

 

 

Nina logo Interreg logoEUEU